Tre fleksjobbere hos DS Smith i Taulov regner med at blive - til de skal pensioneres
Med støvsugere på ryggen sørger fleksjobberne, Morten og Preben for, at der altid er rent og ryddeligt på DS Smiths fabrik i Taulov, mens Trygve sørger for, at der ikke er en eneste plet på fabrikken, som ikke står flot og nymalet. Det gør de ikke kun fordi, at de godt kan lide at vide præcis, hvad der skal ske hver dag, men også fordi de bliver værdsat af alle kollegaer på fabrikken.
"Jeg får nok aldrig et ordinært job", sådan indledte Trygve samtalen. Morten og Preben grinte af, at Trygve brugte ordene ”ordinært job”. Referencen var selvfølgelig tragikomisk, fordi det vidner om, at man har været en del af ”systemet” i lang tid, som Trygve siger.
Trygve sætter særligt pris på, at sikkerheden på hans arbejdsplads er i top. Det gør han, fordi sikkerhed handler om at have tjek på tingene og ting i de rigtige kasser - både i fysiske kasser, men også i overført betydning.
Morten, Preben og Trygve arbejder i sagens natur på særlige vilkår og deres leder Søren møder dem præcis, hvor de er – i livet og på dagen. Det er ikke hver dag som er lige nem, når man, som Morten skal undgå enhver form for mentalt pres eller stress både på arbejde og i privatlivet.
Hos DS Smith har man fået tre utroligt dygtige medarbejdere, og mangfoldighed og inklusion på arbejdspladsen er ikke bare tomme ord. DS Smith oplever, at det er en gevinst for alle parter.
"Vi ser de kompetencer og det potentiale, vores fleksjobbere bringer med sig, frem for at fokusere på begrænsningerne. Det er ikke kun mig, som gør det, men det gør alle kollegaer på fabrikken. Vores samarbejde med kommunen er godt og konstruktivt, og vi har nu på 6. måned enorm glæde af fleksjobberne," siger lagerchef, Søren Pedersen.
Søren smiler, og afslutter med, at han kalder Morten og Preben for ”Ghostbusters” – fordi støvsugerne på ryggen minder ham om dem. Preben, Trygve og Morten griner.
"DS Smith er den bedste arbejdsplads, som jeg har været på, og jeg har været på mange efterhånden, jeg regner med at blive hængende, til jeg skal pensioneres" afslutter Preben.
Trygve og Morten nikker og smiler.